Skifteprotokoller rummer nogle af de vigtigste oplysninger overhovedet for slægtsforskere, og materialet markerer sig ikke blot som særdeles velbevaret men også som noget af det kildemateriale, der rækker længst tilbage i tid.
Det er i skifteprotokollen regnskabet skal gøres op, ikke blot over det jordiske gods men også over børnenes fordeling på ægteskaber og sidst men ikke mindst over de eventuelle uægte børn, der kunne bruge skifteretten som afsæt for mulige økonomiske krav!
Ud fra en række praktiske eksempler vil du i foredraget få en introduktion til benyttelsen af det omfattende kildemateriale.
Du inviteres med indenfor i Rasmus’ gård, den dag skiftekommissionen gennemgår alle skabe og skuffer. Det er en helt overvældende detaljerigdom, der møder os. Vi følger også modens luner i skifterne, og finder frem til de bønder, der var mest ”fremme i skoene ” i landsbyen!